Alfabet

LandART ved Gasmuset

Land ART kunstværket Alfabet blev skabt i august 2016 som en del den Regionale Kulturaftale, der skal sikre etableringen af landskabsskulpturer i de enkelte Nordjyske kommuner.

Mariagefjord Kommunes LandART kunstværk er skabt af de Amerikanske kunstnere Alistair Noble og Kathy Bruce. Værket er bygget op i pileflet, og tager udgangspunkt i en enkelt sætning fra et digt i Inger Christensens digtsamling Alfabet.

Digtet lyder:

grænserne findes, gaderne, glemslen

og græs og agurker og geder og gyvel,
begejstringen findes, grænserne findes;

grenene findes, vinden der løfter dem
findes, og grenenes eneste tegning

af netop det træ der kaldes egetræet findes,
af netop det træ der kaldes asketræet, birketræet,
cedertræet findes;og tegningen gentaget

findes, i havegangens grus; findes
også i gråden, og gederams og gråbynke finde,
gidslerne, grågåsen, grågåsens unger;

og geværerne findes, en gådefuld baghave,
tilgroet, godlof kun smykket med ribs,
geværerne findes; midt i den oplyste
kemiske ghetto findes geværerne,
med deres gammeldags, fredelige præcision findes

geværerne, og grædekoner findes, mætte
som grådige ugler, gerningsstedet findes;
gerningsstedet, døsigt, normalt og abstrakt,
badet i et hvidkalket, gudsforladt lys,
dette giftige, hvide, forvitrede digt

 

Susanna Nied, der er forfatter og Inger Christensens amerikanske oversætter har skrevet følgende om LandART skulpturen:

Her er et kunstværk som lader os træde ind i et levende digt. Alfabet levede i Inger Christensen, da hun skrev det, Det levede i Alastair Noble og Kathy Bruce, da de læste digtet og skabte kunstværket, og det lever i os nu, mens vi oplever installationen.

I sin mesterlige Alfabet besynger Inger Christensen verdens skønhed og vores kærlighed til den. Hendes højtsvævende alfabetiske digtspiral fremtryller abrikostræer, bregner, cikader, duer…fører os gennem juninætter, latter, kærlighed og endnu videre. I samme nu toner en anden spiral frem; et alfabet af ildevarslende skygger. Atombomber, brom, koboltbomber, dioxin, tidligt forår, sult, våben, brintbomber… Mellem de to spiraler findes altid: “ fremtiden, fremtiden.”

ALPHABET-digtenes spiraler legemliggør bogstaveligt talt evig vækst. Antallet af linier i hvert digt er bestemt af Fibonacci tallene, en uendeligt voksende talrække, hvor hvert tal er summen af de to foregående: 0, 1,1, 2, 3, 5, 8, 13…. Hvis Inger Christensen skulle have skrevet et digt for hvert enkelt af de 29 bogstaver i det danske alfabet, ville antallet af linier i det sidste digt alene have udgjort mere end 500.000 (Forståeligt nok afstod hun fra at gøre det, men standsede halvvejs gennem bogstavet N.. Denne svampeagtige vækst kan synliggøres som en spiral, der vokser frem, helt proportionelt med det gyldne snit. Fibonaccis spiral findes overalt i naturen; i solsikkefrøenes mønster, i konkyliens kammer, i tornadoers og galaksers spiralarme.

Kathy Bruce og Alastair Nobles LandART skulptur, flettet af pil og rejst på en voksende Fibonacci-spiral af jord udtrykker en enkelt linie fra ét af Alfabet-digtene. “ og grenenes eneste tegning”  Denne opfindsomme landskabskunst tillader, at vi at bevæge os ind selve denne “eneste tegning”. Vi oplever grenenes yndefulde knejsen og ligesåvel deres mørke skygger. Måske kan det inspirere os til at tænke dybere, og mere eftertænksomt, på fremtiden.