Fra chaos til gas

I udstillingen Fra chaos til gas kan man opleve, hvordan drømmen om Det Gode Liv blev grundlagt med Gas-energi

Der er langt fra gamle dages kulde og skidt og til det moderne livs komfort.

På Gasmuseet får man syn for sagen i denne udstilling, der fortæller om den fossile energis enorme betydning for vores liv og vores hverdag igennem de sidste 150 år. Udstillingen starter med fortællinger om de gamle byers skidt, snavs og mørke og om livet, som det var, før gassen gjorde det lyst og komfortabelt.

I udstillingen kan man besøge gasværkets demonstrationslokale, hvor komfurer, vandvarmere og gasradiatorer engang nærede hede drømme om renlighed, sundhed og komfort. I demonstrationslokalet kan den besøgende selvfølgelig se forskellige tiders gasudstyr og reklamer: Tungt støbejernsgrej, elegante emalje- og moderne, blanke stålapparater.
 
Fra det indbydende demonstrationslokale kan den besøgende tage turen til gasværkets hjerte. Her kan man opleve, hvordan gas blev produceret på gasværket. Koksene, tjæren, stationsmåleren og kalorimeterskabet fortæller om den forfinede teknik, der lå bag gasenergien.  

Endelig kan den besøgende afslutte sit besøg i roligere omgivelser på Gasværksbestyrerens kontor. Her er skrivebordet centrum for overvejelser om gaspriser, konkurrencesituationen og planlægning af strategier for fremtiden. Her samles trådene for gasenergiens udvikling.